Jubilæumsvandring
Hul igennem til fortiden
Super-crawler Poul Bjelke gik i spidsen sammen med to veteraner, Frode Kristoffersen og Kjeld Valsgaard ved historisk byvandring torsdag den 1. november 2007. Turen med godt 30 deltagere markerede Esbjerg Journalistklubs 90 års jubilæum og sluttede på Park Hotel med røverhistorier og moseand med tyk brun sovs.
Uden erfaringer i at arrangere 90 års jubilæer og med en lidt rodet optakt blev Esbjerg Journalistklubs 90 års jubilæum alligevel en fin og nostalgisk succes.
Godt 30 deltog i byvandringen med to af Esbjerg-pressens grand old men, Frode Kristoffersen og Kjeld Valsgaard. Begge fortalte veloplagt om Esbjergs presse i almindelighed - og VESTKYSTEN i særdeleshed.
Der var historier om Esbjerg Bladet, som ikke kunne betale huslejen, hvorfor redaktøren flyttede redaktionen til telefonboksen på Torvet, men desværre måtte afbryde referaterne til avisen, når der ikke var flere ti-ører til telefonen.
Der var kronik- og kulturredaktør Torben Jensen, der skrev i hånden, indtil den sidste sætter, der kunne læse hans håndskrift døde. Der var redaktørens søn, der kom i avisen med fuldt navn - for det gjorde man med folk, der kørte spirituskørsel dengang.
Der var den store forretningsmand, der følte sig generet af avisen og krævede et dementi og truede med at trække sine annoncer, hvorefter redaktør Knud Ree svarede: "Det behøver De slet ikke overveje. Jeg vil ikke se en annonce fra Dem i vores avis - og Deres abonnement er også strøget.
Der var Esbjerg-redaktør og mangeårig motorredaktør K.B. Provst, der i agurketider pegede på telefonbogen og udbrød: "Der er en historie ud for hvert nummer." Og motorredaktørens nummer blev også trukket ud, da han kørte sig selv over i sin egen bil. Han havde parkeret bilen på en skrånende p-plads uden at trække håndbremsen og blev kørt over, da han ville kaste sig ind i bilen og trække bremsen på den rullende bil.