Valgmøde: Søtrup versus Snedker
Borgmesterkandidater:
Det hidtil bedste valgmøde
I flere uger har de smilet til os fra lygtepæle, faret rundt til valgarrangementer og stået foran bagerbutikker og på andre strategiske steder for at møde vælgerne. Men 11. november, seks dage før kommunalvalget, mødte to veloplagte borgmesterkandidater byens journalister på Underground. I det blå hjørne, den regerende mester Johnny Søtrup (V), og i det røde hjørne, udfordreren John Snedker (S).
De to favoritter gav efter et ti minutters oplæg om strategi, mærkesager, virkemidler og brug af medier hinanden en tæt kamp i en debat, hvor også 13 medlemmer af Esbjerg Journalistklub og en halv snes kandidater fra begge partier havde mulighed for at deltage. Det benyttede ikke mindst de markerings- og debatlystne kandidater sig af, og til tider var det en kamp at holde debatten i krydsfeltet mellem presse og politik.
Mediefolkene var også flittige debattører. Erik Haldan nåede vidt omkring og kredsede blandt andet om borgmesterens beslutning om at holde et pressemøde vedrørende Siemens Wind Powers mulige fabriksplaner i Esbjerg. Mai Møller Christensen spurgte, om man kunne være venner med journalister, når man er politiker. Den gamle valggeneral på Vestkysten i mange år, Kjeld Ravn, spurgte, hvordan borgmesterkandidaterne har det med, at Ribe og Bramming er overrepræsenteret i det nuværende byråd.
Bo Bechsgaard ville vide, hvordan Johnny Søtrup til sin tid har tænkt sig at meddele sin retræte, såfremt han bliver genvalgt som borgmester. Søtrup henviste til en undersøgelse, der viser, at nutidens 60-årige er som 40-årige før i tiden, og gav også et eksempel med en 82-årig, der fortsat er aktiv i kommunalpolitik. Tanken om Johnny Søtrup som 82-årig politiker fik John Snedker til at se mismodig ud.
Efter to timers debat med masser af slag over bæltestedet, spidsfindigheder og humor blev aftenen rundet af. Med en frisk opskænket fadøl foran sig kunne aftenens hovedpersoner uopfordret fastslå, at mødet med byens medier havde været det bedste valgmøde, de havde deltaget i.
Foto: Holger Bundgaard